Efter at det yngste og sidste af vores to børn flyttede hjemmefra for ca. 3 år siden, sad min daværende kone og jeg pludselig tilbage i et hus, som var alt for stort til os og uden sådan helt at vide, hvad tilværelsen nu skulle bringe os.
Vi havde begge rundet de 40 år og havde kendt hinanden siden vi var knap 20 år gamle. To børn var det som sagt blevet til og masser af gode stunder gennem årene. Men nu var det ligesom om, at gassen lige pludselig var gået af ballonen.
Som tiden gik blev det mere og mere klart, at vi nok ikke længere var samme sted i livet. Vi delte stort set ingen interesser og vi havde heller ikke de samme ønsker for fremtiden. Efter at have talt frem og tilbage om tingene mange gange og i timevis måtte vi bare erkende, at vi var ved at være kommet til vejs ende.
Vi blev skilt
Skilsmisse blev en realitet. Og selv om vi på intet tidspunkt var decideret uvenner, ville jeg da lyve, hvis jeg påstod, at det hele gik som smurt. Men vi kom da igennem skilsmissen på fornuftig vis og fik delt vores ting. Det er jo en lidt større ting, når man har boet sammen i henved 20 år. Men det lykkedes altså.
Vi taler fint sammen i dag. Men hovedsageligt taler vi sammen, når det har noget med børnene at gøre. Ellers har vi ikke det store at gøre med hinanden mere.
Huset blev solgt og vi kom videre
Vi fik solgt huset forholdsvis hurtigt. Vi er begge blevet boende i byen, men nu i hver sin ende. Så vi støder ikke sådan lige på hinanden. Faktisk er det slet ikke sket endnu, at vi er løbet tilfældigt ind i hinanden. Og da ingen af børnene jo bor hjemme længere. Mødes vi heller ikke for at ”bytte” børn, tøj o.lign.
Det var ikke så spændende at være alene
Som tiden gik efter skilsmissen måtte jeg jo erkende, at det der med at være helt alene, nok ikke lige var mig. Nu havde jeg jo været vant til at have både kone og børn at komme hjem til i to årtier. Og lige pludselig var der bare tomt derhjemme – både når jeg kom og når jeg gik.
Tanken om at anskaffe mig en hund strejfede mig da et par gange. Men jeg slog det hen og tænkte, at det da også ville være synd for dyret, at det skulle være alene hele dage, når jeg var afsted på arbejde.
Lars kom med en god idé
Så var det at min gode kammerat Lars smed en idé i luften: Få dig en profil på en dating side, sagde han. Men den idé fejede jeg hurtigt væk, hurtigere end idéen med at få en hund. For jeg kunne slet ikke se mig selv date igen. Det var over 20 år siden jeg havde prøvet det sidst. Og det var nok slet ikke noget for mig, og da slet ikke noget jeg tænkte, at jeg ville kunne finde ud af.
Men Lars blev ved med at småpresse og stikke til mig og efter nogle uger var jeg ved at være mør. Jeg søgte lidt på nettet og fandt frem til datingoversigt.dk, som giver et ret godt overblik over dating mulighederne for sådan en som mig. Via datingoversigt.dk fandt jeg frem til 40plus.dk, som lige netop er til sådan en som mig, som har rundet de 40 og er på udkig efter kærligheden igen. Jeg fik hurtigt oprettet en dating profil på siden, og så var jeg jo sådan set i gang.
Så var der bid
Efter i 3-4 måneder at have skrevet med lidt forskellige på siden, var jeg egentlig så småt ved at give op. Jeg synes ikke rigtig, at der dukkede lige den pige op, som jeg var på udkig efter. Men så lige pludselig var hun der. Mette hed hun. Med et super sødt smil og et glimt i øjet – lige noget for mig.
Mette blev min kæreste
Efter at have skrevet sammen et lille stykke tid blev vi enige om at mødes til sådan en rigtig date. Og det gik så godt, at det hurtigt blev til flere møder. Og så gik det ellers slag i slag. Og efter et par måneder var vi så blevet kærester.
Det er super dejligt igen at have en at dele tilværelsen med og selv om vi bor en halv times kørsel fra hinanden, så ses vi efterhånden ganske ofte. Og på sigt vil jeg da ikke udelukke, at jeg skal til at kigge på hus igen.
