I første omgang fik jeg en mistanke om, at der var tale om et forsøg på forsikringssvindel, da jeg skulle behandle en sag om dækning af et tyveri af nogle musikinstrumenter, som var blevet stjålet ved et indbrud i en villa, hvor et pænt stort kælderrum blev anvendt som øvelokale for et halvprofessionelt band.
De fleste af de stjålne instrumenter bød ikke på særlige problemer, men jeg studsede meget over den angivne værdi på en saxofon, som var blandt de musikinstrumenter, der var blevet stjålet ved indbruddet.
Den var nemlig af vores kunde i forsikringsselskabet anført med en værdi på godt 50.000 kroner, og det syntes jeg var lige lovlig meget for en saxofon. Men det viste sig, at kunden havde en kvittering fra købet af instrumentet, og efter en henvendelse til den musikforretning, der havde udstedt kvitteringen, blev jeg overbevist om, at der var tale om en helt særlig saxofon, som vitterligt havde kostet så stort et beløb.
Resten af sagen var der ikke meget arbejde med, for jeg kunne for eksempel ikke finde grund til at antage, at der var skudt over målet med en værdiansættelse på godt 10.000 kroner for en elektrisk guitar af et kendt mærke, og i øvrigt forelå der også en kvittering for indkøbet af guitaren, og den var såmænd ikke mere end godt et halvt år gammel.
Musikerne i bandet havde i øvrigt orden i sagerne, som også de bevarede kvitteringer var et udtryk for, og de havde sørget for at være godt forsikret, så heller ikke her kunne jeg protestere mod noget. For os som forsikringsselskab var det selvfølgelig noget af en udskrivning, fordi samtlige bandets instrumenter var blevet stjålet ved indbruddet. Der var blandt andet tale om et ganske dyrt trommesæt og to forskellige typer keyboard. Jeg kunne så i mit stille sind undre mig lidt over, hvad sådan et band skal bruge to keyboards til, men også her forelå der kvitteringer for indkøbet af dem, så det kunne jeg sådan set ikke blande mig i.
Noget andet temmelig dyrt var bandets forstærkeranlæg med højtalere, mikrofoner og mixerpult. Heller ikke her havde man tilsyneladende sparet på kvaliteten, så det var medvirkende til, at vi som forsikringsselskab måtte punge ud med en temmelig stor erstatning.
Der var dog også en enkelt detalje, som jeg personligt fandt overraskende billig. Der var nemlig også blevet stjålet en røgmaskine, som vores kunde havde værdisat til bare 1.000 kroner. Nu kan jeg ikke prale af at have noget særligt kendskab til røgmaskiner, men jeg syntes trods alt, at det var temmelig billigt. Da jeg spurgte forsikringstageren om det, forklarede han, at maskinen efterhånden havde nogle år på bagen, så selv om den ved indkøbet havde kostet en hel del mere, ville de ikke være bekendt at værdisætte den højere.
Ak ja, tænkte jeg ved mig selv, hvis alle vore kunder var så ærlige og realistiske, ville mit arbejde som taksator være en hel del nemmere, men på den anden side, kunne det jo også risikere at gøre mig overflødig.
